IC4-tog bryder sammen dagligt

Østjyder risikerer aflysninger, når de tager IC4-toget

Foto: Jens Hasse/Chili foto

Problemerne fortsætter for det i forvejen hårdt plagede DSB. Nu er det de italienske IC4-tog, der viser sig at være så upålidelige, at de dagligt bryder ned med aflysninger og alvorlige gener for passagererne til følge.

Det viser interne driftsdata fra DSB, som Nyhedsmagasinet Ingeniøren er kommet i besiddelse af, og som viser kørslen med IC4-tog i syv døgn i påsken.

Optegnelserne afslører, at påskeugen var et sandt mareridt for DSB, hvor de mange tekniske nedbrud gik så hårdt ud over togdriften, at ledelsen i DSB valgte at lukke ned for al IC4-kørsel i to døgn.

Døjer med forsinkelser
Selv om DSB ifølge Ingeniørens oplysninger kun har mellem fire og ni af de i alt 43 leverede IC4-togsæt i passagerdrift om dagen, døjer de alligevel med forsinkelser, aflysninger og pludselige nedbrud.

Passagererne må gelejdes over i IC3-tog eller bare vente på det næste tog. Alt sammen som følge af den svigtende IC4-teknologi.

- 2011 har indtil videre været et forfærdeligt år for IC4, siger en kilde tæt på DSB's IC4-program til ingeniøren.

Flemming Rasmussen, der er formand for Fællesorganisationen Jernbanedrift, som organiserer DSB's værkstedsarbejdere, vurderer, at IC4's driftssikkerhed er en tredjedel af IC3-togenes.

Hos DSB erkender man, at påskeugen var grum. Men man understreger, at IC4 gradvist bliver bedre:

- Siden vinteren slap sit tag, er rettidigheden gået den rigtige vej for IC4-togene, siger chef for DSB's IC4-program, Torben Kronstam, i en skriftlig kommentar til Ingeniøren.

Han understreger samtidig, at DSB allerede ved flere lejligheder har meldt ud, at de ikke var tilfredse med den kvalitet af tog, DSB modtog fra italienerne.