I Trustrup har borgerne sikret købmandens eksistens

Uden hjælp fra indbyggerne med finansiering og istandsættelse var der i dag ingen dagligvarebutik i Trustrup

02:35

1 af 2

Det første syn, der møder ind, når man kører ind i Trustrup syd for Grenaa, er meget typisk for uddøende landsbyer i udkantsdanmark. Her ligger den nu lukkede og forladte gamle købmand. Men længere nede af vejen ser man så et særsyn.

Her finder man byens nye dagligvarebutik, som er kommet til med stor hjælp fra indbyggerne i byen.

- Det giver så meget til byen at have en købmand. For et mindre bysamfund som vores er det vigtigt, man kæmper for aktiviteter, lyder det fra en af ildsjælene bag projektet, Anette Høj fra Købmandens Venner.

Hun fik en henvendelse fra Lone Schmidt, der tidligere havde drevet forretning i Grenaa, og som var åben for at give sig i kast med udfordringen i Trustrup. Hvis hun altså fik noget hjælp.

Arrangementer skaber ekstra liv i forretningen

- Jeg var ikke kommet herud, hvis ikke borgerne havde støttet. Det havde jeg simpelthen ikke penge til, forklarer Lone Schmidt, der nu driver en travl og succesfuld købmand.

Byens indbyggere og virksomheder har smidt både penge og timer i butikken - nogen som de aldrig får igen.

- Vi havde længe arbejdet på at få en købmand til byen, og da vi så fik henvendelsen fra Lone, gik vi straks i gang. Under første møde om projektet var der fuld opbakning, og der har nok aldrig været så mange mennesker i kulturhuset, fortæller Anette Høj.

I den efterfølgende periode blev der arbejdet på at gøre lokalerne klar, og samtidig skaffe de nødvendige midler. Det lykkes, og det er de glade for i Trustrup.

For at skabe ekstra liv hos købmanden arrangerer de lokale nu også forskellige arrangementer i lokalerne. Der har eksempelvis været besøg fra en fotograf.

Se hele indslaget om købmanden i Trustrup øverst på siden.