I Østjylland lever vampyrer
Aarhusiansk vampyr står frem i avisartikel
Hvis du troede, at bloddrikkende vampyrer kun hørte Twilight-filmene til, så har du taget fejl.
Der findes nemlig også vaskeægte vampyrer i Danmark.
Metroxpress har mødt en af de danske vampyrer. Hun hedder Ahnsaiah, er i 20'erne og bor i Aarhus. Hun har været med til stifte en vampyrorden.
- Jeg har altid vidst, at jeg var anderledes. Det kolliderede lige pludselig en dag, da jeg mødte en anden, som var af samme slags. Det er som at se verden med total nye øjne. Det er også sådan mange andre beskriver det, siger Ahnsaiah til metroxpress.
Indtagelsen af blod foregår normalt via frivillige donorer.
- Vi er meget dygtige til at tale med folk. Vi manipulerer vores fremtræden til at passe ind i den enkelte situation. På den måde er det ikke et problem for os at skaffe donorer, siger Ahnsaiah til metroxpress.
Vampyrerne tapper enten blodet fra donoren ved at skære et hul med en skalpel eller nål ind i ryggen eller får blodet ved at hænge en person op med kroge, hvorefter blodet kan dryppe ned.