I orden at køre over for rødt
Århusianske cyklister kan se frem til at blive de første, der lovligt kan få lov til at dreje til højre, selv om der er rødt.
De ændrede regler for cyklister er del af et kør-over-for-rødt-projekt, som Århus deltager i sammen med København og Odense.
- Det skal gøres muligt, at man som cyklist lovligt kan svinge til højre for rødt i signalregulerede kryds, siger civilingeniør og projektleder på Århus Cykelby Pablo Celis til Jyllands-Posten.
Pablo Celis håber, at tiltaget vil få flere til at tage cyklen.
Århus Kommune agter at dele en række cykelstier op i to spor, således at det ene går ligeud mens det andet er forbeholdt cyklister, der skal dreje til højre.
Dansk Cyklist Forbund bakker op om initiativet og udtrykker samtidig glæde over, at cyklisterne i højere grad end tidligere indgår i trafikplanlægningen i kommunerne.