I koma med brækket nakke
Ung cyklist kørt ned
17. apr 2011, kl. 10:56
Mere end 30 dage gammel
En 24-årig cyklist svævede søndag formiddag mellem liv og død, efter at han blev påkørt af en fire år yngre bilist natten til søndag.
Ulykken skete på Skejby Herredsvej i det nordlige Aarhus klokken halvtre, og cyklisten blev hurtigt kørt til sygehuset med svære kvæstelser.
- Han har pådraget sig et brud på anden halshvirvel, slået hovedet og brækket bækkenet, så det blev besluttet på sygehuset at lægge ham i kunstig koma, siger vagtchef Peter Elkjær ved Østjyllands Politi.
Trods de voldsomme kvæstelser slipper cyklisten formentlig med livet i behold.
- Heldigvis har vi lige fået besked om, at lægerne mener, at han er uden for livsfare, siger vagtchefen.