I kø for at sikre sig billetter
Hundredevis af østjyder stod onsdag i kø for at sikre sig billetter til FC Barcelonas kampe i Århus.
27. apr 2005, kl. 13:57
Mere end 30 dage gammel
Sportsstjernerne fra FC Barcelona kommer ikke til at spille for tomme tribuner, når klubbens bedste fodbold-, håndbold- og basketballhold til sommer besøger Århus.
Billetsalget åbnede klokken 10 onsdag formiddag, men allerede ved 7-tiden var der kø foran blandt andet Kiosk De Meza i Århus
Køen voksede sig i løbet af formiddagen længere og længere, og præcis klokken 10 gik de to ekspedienter i gang med at lange billetter over disken.
Århus-opholdets absolutte højdepunkt bliver uden tvivl fodboldkampen mellem FC Barcelona og AGF. Kampen spilles på Århus Stadion mandag den 25. juli.