I fængsel for ulovlige kopier
Ejer af kopicenter i fængsel for ulovlig kopiering af lærebøger
50 dages betinget fængsel. Sådan lyder dommen fra retten i Aarhus over ejeren af Jydsk Kopicenter for at have kopieret lærebøger ulovligt.
De 216 kopisæt af lærerbøgerne til videregående uddannelser blev beslaglagt i sommeren 2008 efter en ransagning fra politiet. Forinden havde Forlæggerforeningen aflagt et uanmeldt kontrolbesøg.
Ejeren er dømt efter straffelovens bestemmelse om ophavsretskrænkelse af særlig grov karakter. Forlæggerforeningen glæder sig over afgørelsen.
- I Forlæggerforeningen er vi tilfredse med, at politiet går ind i disse sager. Den ulovlige kopiering udgør en trussel mod et fremtidigt dansksproget lærebogsmarked, siger Ebbe Dam Nielsen fra foreningens Sektion for Undervisningsforlag.
- Og det er derfor i branchens, forfatternes og også i sidste ende i de studerendes interesse, at der bliver sat en stopper for den ulovlige kopiering på kopicentrene, siger han.
Tip om ulovlig kopiering
Forlæggerforeningens uanmeldte besøg kom efter et tip om, at den ulovlige kopiering foregik.
De studerende, som havde regnet med at spare masser af SU-kroner på at bestille ulovlige kopier af deres studiebøger hos kopicentret, måtte i stedet til lommerne endnu engang.
Det er ikke første sag, der er blevet ført om ulovlig kopiering. En fogedsag i Vestre Landsret mod et andet aarhusiansk kopicenter for kopiering af 531 bøger førte i 2005 til, at kopicentret måtte betale 600.000 kroner til rettighedshaverne.