I dag tager Aarhus afsked med kulturåret 2017

I 2017 har Aarhus været Europæisk Kulturhovedstad. Det slutter i dag med en stor folkefest og arrangementer i hele byen

05:36

Åbningen af Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017 fandt sted den 21. januar, hvor Dronning Margrethe satte det store optog gennem byen i gang. Video: Brian Rasmussen

Røde Orm, Watermusic og det store åbningsshow er blot nogle af de mange arrangementer, som Aarhus og Region Midtjylland har budt på i løbet af kulturåret 2017.

Og det er ikke slut endnu.

I løbet af lørdagen vil der være 75 gratis koncerter med danske og internationale bands i hele byen.

Hele lørdagens program kan ses her på Aarhus 2017's hjemmeside. 

Kortet viser, hvor i Aarhus der bliver holdt arrangementer i dag. FOTO: Aarhus 2017

Den officielle finaleceremoni finder sted på havnen i Hvide Sande kl. 17 og består af et 30-minutters spektakulært lysshow med musik, dans og sang af både lokale og internationale performere.

Showet bliver transmitteret direkte på en kæmpe storskærm på Mellemarmen på Aarhus Havn bag Dokk1, hvorefter kulturårets mange mindeværdige oplevelser hyldes af digter Mads Mygind.

Tjek p-forholdene

Ligesom ved åbningen den 21. januar 2017, hvor dele af Aarhus midtby var spærret af, vil trafikken og parkeringsforholdene også være påvirket på finaledagen.

Aarhus 2017 har desuden lavet en oversigt over spørgsmål og svar i forbindelse med finaledagen på deres hjemmeside. Den kan du finde her. 

FOTO: Aarhus 2017

Hele regionens show

Kulturåret åbnede den 21. januar i år, hvor op mod 70.000 publikummer var mødt op i Aarhus midtby. 

Dronningen satte showet i gang ved Musikhuset, og derefter sejlede store lysende vikingeskibe ned gennem Aarhus' gader akkompagneret af korsangere, der stod forskellige steder i byen.

Siden har der været arrangementer i hele Region Midtjylland. Du kan gense nogle af dem og læse om reaktionerne ved at klikke dig ind på vores tema-side om Aarhus 2017 herover.

SÅDAN HAR AARHUS 2017 FORDELT MILLIONBUDGETTET

Kulturhovedstadsåret har budt på alt fra teater, koncerter, udstillinger (fra små, smalle arrangementer til store, folkelige events). Det har været et år, som har budt på mange oplevelser, OG også har kostet en del millioner kroner.
Aarhus 2017 har fordelt et millionbudget således:

Cirka 325 millioner er gået til events

Cirka 62 millioner er brugt på markedsføring

Cirka 71 millioner kroner er gået til administration

Ud af et samlet budget på 459 millioner er udgifterne løbet op i cirka 457 millioner kroner.

For det beløb har østjyderne - og andre interesserede - fået 450 unikke events. Flere af dem er blevet vist flere gange, hvilket betyder, at der samlet set har været cirka 10.000 arrangementer.