I dag slår tusindvis ring om hospital i protest

Massive besparelser på Aarhus Universitetshospital har fået de ansatte til at stå sammen og lave en ring om hospitalet.

Tirsdag eftermiddag vil ansatte, pårørende, patienter og andre danne ring om Aarhus Universitetshospital for at råbe politikerne op.

Opdateret tirsdag kl. 16.10: Se en video af menneskekæden her.

Det er en trykket stemning blandt medarbejderne på Aarhus Universitetshospital på grund af de mange besparelser, som hospitalet står over for.

Læs også Over 100 nye redningsstiger skal sikre mod drukneulykker

- Mange er ramt på deres faglige stolthed, og føler ikke, at de kan give patienterne den behandling, som de er sat i verden for, fortæller overlæge på neurologisk afdeling Paul von Weitzel-Muderbach.

Aarhus Universitetshospital. Klokken 16.00 bliver der dannet en menneskekæde rundt om hospitalet. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Derfor vil de ansatte, pårørende, patienter og alle, der vil bakke op, tirsdag danne en menneskelig ring rundt om AUH.

- Stemningen er trykket. Det er klart. De første har allerede mistet kollegaer, og skal derfor løbe hurtigere. Mange venter på, om de bliver de næste. Vi vil gøre offentligheden og politikerne opmærksomme på, hvad der er ved at ske med AUH, siger Paul von Weitzel-Muderbach, som har arbejdet på Aarhus Universitetshospital siden 2004.

Det gør ingen forskel, det trækker bare pinen ud. Så i stedet for en lille hovedpine, så får vi kronisk hovedpine.

Paul von Weitzel-Muderbach, overlæge, AUH.

For en uge siden kunne Region Midtjylland oplyse, at det hårdt pressede Aarhus Universitetshospital 'kun' skal spare 150 millioner kroner i 2019 - i stedet for de 325 millioner kroner, der først var meldt ud.

Læs også Region Midtjylland udskyder besparelser på AUH

- Det gør ingen forskel, det trækker bare pinen ud. Så i stedet for en lille hovedpine, så får vi kronisk hovedpine, siger overlæge Paul Von Weitzel-Muderbach til TV2 ØSTJYLLAND.

Samtidig står hospitalet også med en regning på én milliard kroner, som skal findes på grund af flytning og sammenlægning af sygehusene til det nye hospital i Skejby.

Læs også Partier vil hjælpe universitetshospital med flytteregning på milliard

Politikerne skal tage ansvar

De ansatte og alle, der vil bakke op, mødes klokken 16.00, og her vil de synge sange og danne en ring rundt om Aarhus Universitetshospital. 

- Jeg håber, det vil øge opmærksomheden så meget, at den brede befolkning vil interessere sig for, hvad der foregår. Og at politikerne vil indse, at det her ikke kan gennemføres, fortæller Paul von Weitzel-Muderbach.

Paul von Weitzel-Muderbach er overlæge på Neurologisk Afdeling og specialist i behandling af blodpropper og hjerneblødninger. Foto: Privatfoto

Det handler ifølge ham ikke om, hvem der har skylden for besparelserne - de vil bare have politikerne til at gøre noget nu. 

- Hvem der er skyld i besparelserne, det er vi ikke interesseret i. Det er lidt ligesom en børnehave, at politikerne kaster den imellem Christiansborg og regionen. Vi vil vise, at hvis man vil redde AUH i den nuværende form, så er de nødt til at gøre noget. Så må de finde sammen og lægge en plan, fortæller overlægen på neurologisk afdeling.

Læs også Familie lever ’sindssygt’ sundt: Sådan går det dem i dag

Opbakning fra Samsø

På Samsø vil de også bakke op om protesten ved at slå ring om Samsø Sundheds- og Akuthus, som er en del af AUH.

- Vi kan ikke nå derover inden for arbejdstiden, så vi laver vores egen aktion - men som en støtteaktion til den store, siger Hedvig Hauge, som er tillidsmand for de 16 hjemmesygeplejersker, som arbejder på Samsø.

Der vil også blive dannet en protestring rundt om Samsø Sundheds- og Akuthus. Foto: Google Street View

De bliver ikke selv ramt af besparelserne, men Aarhus Universitetshospital er også samsingernes hospital.

- Der er ikke varslet besparelser herovre, men det er en støtteaktion for vores storebror AUH, siger Hedvig Hauge til TV2 ØSTJYLLAND.

Alle er velkomne til at være med og vise deres sympati for de ansatte og patienterne, siger tillidsmanden.

Det vil gå ud over patientbehandling og patientsikkerheden. Det vil gå ud over uddannelsen af læger og andre ansatte og forskning. Det vil ødelægge hospitalet.

Paul von Weitzel-Muderbach, overlæge, AUH.

Ifølge overlæge Paul von Weitzel-Muderbach på AUH, så vil det få store konsekvenser mange steder, hvis besparelserne bliver ført igennem.

- Det vil gå ud over patientbehandling og patientsikkerheden. Det vil gå ud over uddannelsen af læger og andre ansatte og forskning. Det vil ødelægge hospitalet, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Hospitalsmedarbejder bryder sammen: Besparelserne giver mig søvnløse nætter