I dag kommer Mærsk-kæmpen til Grenaa
Lørdag lægger den gigantiske borerig Mærsk Inspirer til kaj i Grenaa Havn, hvor den de kommende måneder skal have en kærlig hånd
Boreriggen Mærsk Inspirer er ikke bare stor, den er gigantisk.
Den står på tre, 205 meter høje ben og vejer 24.500 bruttotons. I operation er der plads til 120 personer ombord.
Man kan se kæmpen med egne øjne, når den lørdag lægger til kaj i Grenaa.
Her skal boreriggen fra Mærsk Drilling de kommende måneder gennemgå et vedligeholdelsesarbejde.
Havnens administrerende direktør, Henrik Carstensen, glæder sig til at modtage boreriggen.
- Det bliver et fantastisk syn, når en af verdens største borerigge glider ind gennem indsejlingen til havnen, siger han i en pressemeddelelse.
Læs også
Henrik Carstensen glæder sig især over, at et af fokusområderne i havnens nye strategi netop er vedligeholdelse og forberedelse af borerigge til nye opgaver.
- Jeg ser det som en stor anerkendelse af Grenaa Havn, at Mærsk Drilling vælger os. Det vil øge vores muligheder for nye, store opgaver med borerigge - både for Mærsk Drilling og andre rigejere, siger han.
Mærsk Inspirer forventes at ankomme til Grenaa Havn lørdag morgen. Det har krævet tre, store slæbebåde at trække Mærsk Inspirer hele vejen fra Volve-feltet ud for Norges vestkyst.
Selve vedligeholdelsen er offshore-virksomheden Safe Ocean Service fra Hirtshals hovedentreprenør på. Arbejdet består primært i at rense og rustbeskytte boreriggens olieproduktionsanlæg.