I dag flytter skadestuen i Aarhus: Det betyder flytningen for dig
Tirsdag flytter skadestuen og lægevagten til det nye hospital i Skejby
Tirsdag er store flyttedag for skadestuen og lægevagten på Aarhus Universitetshospital. Afdelingen skal flytte fra Nørrebrogade – også kendt som Kommunehospitalet – til det nye byggeri i Skejby.
Fra tirsdag skal du køre mod Aarhus Universitetshospital i Skejby og gå mod indgang J3, hvis du skal en tur på skadestuen.
Sådan kommer du til den nye skadestue i bil, bus og letbane (artiklen fortsætter under billederne):
Lækre rammer
En af dem, der har været rundt på stuerne for at tjekke apparaterne forud for åbningen tirsdag er oversygeplejerske Pia Stie-Svendsen.
- For det første kommer patienterne til at opleve nogle lækre nye rammer, som ser meget bedre ud end vores gamle rammer, siger Pia Stie-Svendsen, der er oversygeplejerske på akutafdelingen.
Når man kommer kørende til hospitalet, kan man se den store helikopterlandingsplads ved hospitalet, og skadestuen er placeret meget tæt på denne landingsplads. Til fordel for patienterne.
- Dernæst er der en anden effektivitet i de her rammer, som gør, at vi kan gøre de her patientforløb lidt mere fleksibelt og lidt mere adræt. Derudover er vores kritisk syge patienter, som bliver bragt ind med helikopter og ambulance, der er en kortere vej ind til traumestuerne og de stuer, hvor man modtager alvorligt syge patienter på inde i traumecenteret, siger Pia Stie-Svendsen.
Del af større flytning
I alt 2.000 arbejdspladser flyttes med det, som kaldes akutblokken. I og med at skadestuen er flyttet til nye rammer, så skal skiltningen på motorveje og gader ændres, så de peger mod den rigtige afdeling på Aarhus Universitetshospital.
Skadestuens og lægevagtens flytning er del af en større flytning til det nye hospital. De sidste afdelinger flytter i løbet af 2018 og marts 2019.
340.000 borgere har Aarhus Universitetshospital som hospital.