Bortførte børnehave-barn: I dag falder der dom over 33-årig

En 33-årig mand fra Aarhus er tiltalt for overgreb mod en 4-årig pige sidste sommer. I dag falder der dom i sagen

Der falder dom klokken 13 ved retten i Aarhus.

Ved retten i Aarhus falder der i dag dom i bortførelsessagen. En 33-årig mand fra Aarhus er tiltalt for at have bortført og voldtaget en 4-årig pige i Aarhus V i juni sidste år.

Der falder dom klokken 13.00.

Læs også 33-årig erkender bortførelse men ikke overgreb mod pige

I anklageskriftet er han sigtet for at have bortført pigen fra Børnehuset på Snogesbækvej i tidsrummet fra kl. 12.45-13.50.

Han skulle ifølge anklagerne have løftet pigen over hegnet til institutionen og have fået hende til at følge med sig til en nærliggende adresse, hvor manden så er tiltalt for at have udsat den 4-årige for seksuelle overgreb.

På adressen skulle den tiltalte have voldtaget den lille pige, inden han efterfølgende ifølge politiet kørte hende tilbage til fortovet nær institutionen.

Den tiltalte har i retten erkendt at han bortførte pigen, men han nægter at have haft samleje med pigen.

Kort efter det tidspunkt blev den 33-årige anholdt og har lige siden siddet varetægtsfængslet i sagen.

Læs også Politiet erkender fejl i sag om bortførelse af barn

TV2 ØSTJYLLAND følger sagen.

"Vi skal skabe en yderligere tryghed"

Sagen om bortførelsen af den lille pige har sat spørgsmål i gang om sikkerheden i de aarhusianske daginstitutioner. 

Ifølge Thomas Medom, der er rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, er der trygt i de aarhusianske institutioner. Men han mener, at det handler om at skabe en yderligere tryghed. Og det kan man forsøge at gøre på forskellige måder.

- Det, vi helt konkret har opfordret til i den her situation, er, at man kigger på højden af hegnene. Og at man kigger på, hvor tit man runderer på institutionerne, siger Thomas Medom.

Børnehuset Snogebæksvej ligger i det vestlige Aarhus Foto: Google Maps

Men samtidig understreger han også, at det er en afvejning.

- Det er vigtigt, at man fastholder, at det er børnerum og pædagogiske steder. Vi skal ikke bygge sikrede institutioner. Det er nogle svære afvejninger, og de er rigtig svære at sidde og lave inde på et rådhus. De skal laves lokalt først og fremmest, siger han.

Thomas Medom mener, at spørgsmålet om sikkerheden i daginstitutionerne er en vigtig diskussion at have ude i det lokale. Men han mener også, at det er vigtigt, at vi ikke får amerikanske tilstande med vagter og videoovervågning.

03:19

VIDEO: Hør interviewet med Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, hvor han forholder sig til spørgsmålet om sikkerheden i de aarhusianske daginstitutioner.

Luk video

Sikkerheden under lup

Allerede dengang valgte Aarhus Kommune at undersøge sikkerheden i daginstitutionerne nærmere. Flere dagtilbudsledere henvendte sig til kommunen, fordi mange bekymrede forældre ville vide, hvordan institutionerne forholdte sig til situationen.

Kommunen reagerede promte på de mange urolige henvendelser. Der blev sendt mail ud til både kommunale og selvejende dagtilbud, hvor kommunen beder dem om at gennemgå procedurerne og sikkerheden på legepladserne.

Det er blot to dage efter bortførelsen, at lederen af Skole, Dag- og Fritidstilbud i Aarhus Kommune sender brevet ud til 45 kommunale dagtilbud med i alt 282 afdelinger og til 25 selvejende dagtilbud med i alt 27 afdelinger.