I dag bliver det store juletræ tændt i Aarhus

Det er 1. søndag i advent. I Aarhus betyder det, at årets juletræ på Rådhuspladsen skal tændes

Det er et syn, som det her, der venter, når lysene på årets juletræ bliver tændt. Arkivfoto.

Der er efterhånden blevet tændt godt op under julehyggen rundt omkring i Østjylland. I fredags tændte beboerne på en villavej i Hinnerup tusindvis af julelys, og i dag er det så det store juletræ på Rådhuspladsen i Aarhus, der lyser op.

Det sker fra klokken 16.00, hvor borgmester Jacob Bundsgaard (S) med hjælp fra to skolebørn sætter strøm til de mange lys.

00:59

VIDEO: Her kan du se, hvordan det så ud sidste år, da juletræet blev tændt efter en nedtælling fra publikum.

Luk video

Vejer mellem tre og fire tons

Årets juletræ er i år fra Hjøllund Plantage. Med sine 24 meters højde vil det cirka 50 år gamle træ trone over Aarhus hele december.

Man skal ikke umiddelbart være nervøs for, at træet blæser væk, for det vejer ifølge Aarhus Kommune mellem tre og fire tons.

11:17

VIDEO: Fredag aften mødte flere tusind mennesker op i Hinnerup for at se de mange julelys på en villavej blive tændt.

Luk video

Læs også Villavej satte julelys op i flere dage: Se det hele blive tændt

Julemusik fra klokkespil

Udover at det store træ bliver tændt kan aarhusianerne også opleve Rådhushusets Klokkespil i aktion, når klokkenist Per Rasmus Møller spiller julemusik.

Der bliver også mulighed for selv at synge julestemningen ind, når publikum bydes velkommen til at synge med på klassikerne ”Juletræet med sin pynt” og ”Dejlig er den himmel blå.”

Eftermiddagens program

Kl. 16.00
Julemusik fra Rådhushusets Klokkespil v/klokkenist Per Rasmus Møller

Kl. 16.10
Underholdning af "Aarhus Concert Band" v/Aarhus Musikskole 
Musikskolens Børnekor synger julesange
Fællessang med publikum "Juletræet med sin pynt"
Borgmesteren byder velkommen
Juletræet tændes
Fællessang med publikum "Dejlig er den himmel blå"
Aarhus Concert Band spiller
 
Kl. 16.55
Julemusik fra Rådhushusets Klokkespil v/klokkenist Per Rasmus Møller
 
Kl. 17.00
Arrangementet slutter

 

Kilde: Aarhus Kommune