I dag afgøres fremtiden for Kalø Slotskro
Et byrådsmøde i Syddjurs Kommune skal i dag afgøre, om Kalø Slotskro skal rives ned til fordel for et nyt velkomstcenter.
OPDATERING: Nedrivningen af Kalø Slotskro er sent onsdag eftermiddag blevet godkendt af et flertal af kommunalpolitikerne i Syddjurs. Læs mere her.
___
I dag vil Kalø Slotskro og naturen omkring få afgjort deres fremtid.
På et byrådsmøde her til eftermiddag vil Syddjurs Kommune vedtage en lokalplan, der kan gøre det muligt at rive Kalø Slotskro ned til fordel for et nyt velkomstcenter for Nationalpark Mols Bjerge.
Det er bestyrelsen for Nationalpark Mols Bjerge, der har besluttet at placere et velkomstcenter i Kalø. Men kommunen skal give endeligt lov ved en ændring af lokalplanen.
Det nye velkomstcenter skal ligge nær Kalø Slotsruin og fungere som en port ind til nationalparken. Formålet med centret er, at det skal klæde gæster fra nær og fjern bedre på til at gå på opdagelse i landskabet.
For at et velkomstcenter skal blive en realitet, er Kalø Slotskro nødt til at rives ned, da der ikke er plads til begge.
Læs også
6000 underskrifter imod
Nedrivningen af Kalø Slotskro har mødt modstand fra flere lokale borgere, der tilbage i februar indsamlede 6000 underskrifter fra lokale, som alle tilkendegav, at de var imod planerne om at rive kroen ned.
Læs også
- Der er mange mennesker, der har mange følelser om den her kro. De har holdt familiefester, konfirmationer og alt muligt på den her kro, sagde Linda Mikkelsen, der har stået i spidsen for indsamlingen, til TV2 ØSTJYLLAND, tilbage i februar 2019.
Det er ikke kun de lokale, der har ytret modstand. Også Danmarks Naturfredningsforening er mod projektet, som kommer til at koste 40 millioner kroner at bygge.
Bestyrelsesformanden for Nationalpark Mols Bjerge, Jørgen Blach, mener dog, at det er værd at ofre kroen, da velkomstcentret vil løfte området omkring Kalø Slotsruin.
- Vi mener, at vi erstatter kroen med noget, der er mindst ligeså godt. For vi vil holde åbnet året rundt. I forhold til naturen mener jeg ikke, at det har de store omkostninger, der vil også komme til at være glas i hele velkomstcentret, så man kan kigge ud på naturen, siger Jørgen Blach, formand for Nationalpark Mols Bjerge, til TV2 ØSTJYLLAND.