I aften spiller Hadsten for en plads i håndboldligaen
Hadstens håndboldkvinder står onsdag over for den største kamp til dato, når de møder Ringkøbing i et brag om en plads i ligaen
Selv om Hadstens håndboldkvinder ser sig selv som undertippede i oprykningsbraget mod Ringkøbing, så er ambitionen at vinde og dermed rykke op i dansk håndbolds allerfineste selskab.
- Vi har knoklet igennem i en lang og flot sæson og står nu foran en gigantisk håndboldmæssig oplevelse. Derfor går vi 100 procent efter at slå Ringkøbing af pinden og tage deres plads. Vi er stolte over vores placering, men vi er langtfra tilfredsstillet, siger Kent Ballegaard, Hadstens cheftræner, til klubbens hjemmeside.
Første oprykningskamp spilles onsdag aften i Ringkøbing. På tirsdag er der returopgør i Hadsten. Vinder holdene hver en kamp, bliver der brug for en tredje og altafgørende kamp.
Hadsten har netop rundet sæsonen af som en overraskende nummer to i 1. division. Klubben har ikke tidligere opnået en så høj placering.
Nu venter oprykningskampene mod Ringkøbing, der har fristet en tilværelse som bundhold i den bedste række, Primo Tours Ligaen.
Læs også
Kent Ballegaard peger på, at der er en verden til forskel på Hadsten og Ringkøbing både på og uden for banen:
- De lyserøde værter (Ringkøbing, red.) er efterhånden vant til at spille disse kampe og kender derfor til det enorme pres, der hviler på dem. Der er nemlig milevidt imellem de to klubber, ikke mindst organisatorisk, men også på det sportslige plan, siger han og uddyber:
- Derfor handler sådanne kampe faktisk om arbejdspladser for en klub som Ringkøbing, hvor det for os handler om en fed oplevelse og en mulighed for at blive testet imod nogle af de bedste.
Øverst kan du se jubelscenerne fra forleden, hvor Hadsten sikrede sig plads i oprykningskampen.