I aften går Hinnerup juleamok: Tusindvis af julelys tændes

Onsdag aften bliver julelyset i Fredensgade i Hinnerup tændt

00:45

I dag, onsdag, rammer julefeberen for alvor Fredensgade i Hinnerup, når den efterhånden jule-kendte gade tænder for sit store juleshow, der involverer tusinder og atter tusinder julelys på husene.

Det sker onsdag aften klokken 20.00, når julemanden, nisser og nysgerrige østjyder besøger gaden, mens julemusikken fylder luften.

Læs også I Hinnerup er de fuldstændig tossede med julelys

- Det forventes jo efterhånden, at det er noget, vi gør, siger Peter William Schmidt, der er beboer på Fredensgade og igen i år har pyntet sit hus og have op til den store guldmedalje.

- Det er rart, at når det nu er hængt op, at man så bare skal trykke på knappen, så vi glæder os til i aften og til at se, om der kommer nogle mennesker, siger Peter William Schmidt. Og mon ikke Fredensgade nok skal blive velbesøgt.

02:05

VIDEO: Tilbageblik - Hinnerup går juleamok

Luk video

Gaden er normalt et stort tilløbsstykke for mange julegalde østjyder, som valfarter til for at se de lysende rensdyr, julemanden, og de store juledekorationer, der lyser hele gaden op i december måned.

Den store julelys-tradition på Fredensgade begyndte for næsten 20 år siden og er gennem årene blevet mere og mere omfattende. 

- Det startede som et drilleri mellem to genboer, og så har det grebet om sig lige siden, siger Peter William Schmidt.

Du kan se interviewet med Peter William Schmidt øverst i artiklen.

De mange julelys bliver tændt i aften, onsdag, klokken 20.00, og TV 2 | ØSTJYLLAND sender direkte fra Fredensgade fra klokken 19.50 på vores side på Facebook.