I aften ankommer julemanden med slæbebåd

Julemanden får en travl dag i Aarhus, hvor han skal deltage i juleparade og tænde flere juleudsmykninger. Han ankommer til Dokk1 klokken 18

Foto: Axel Schütt - Scanpix / Aarhus City Forening

Ho, ho, ho, ho.

I dag kommer julemanden til Aarhus, hvor han deltager i den store juleparade og tænder Strøgets stjernehimmel. 

Hvis man tror, at julemanden kommer til byen i sin berømte kane, skal man tro om. Rudolf og de øvrige rensdyr har fået fri, så det er slæbebåden Jakob, der sørger for, at julemanden ankommer standsmæssigt til Aarhus. Det sker klokken 18 ved Dokk1.

Det er også klokken 18, at selve juleparaden begynder ved Dokk1. Men allerede fra klokken 16 vil der være rig mulighed for at komme i julestemning på området foran Dokk1, hvor der er forskellige aktiviteter. 

Læs også I aften tændes en halv million julelys

- Jeg glæder mig meget til at se den flotte, gamle slæbebåd Jakob lægge til havn med julemanden i front, men jeg er også glad for det nyetablerede aktivitetsområde foran Dokk1, siger citydirektør Claus Bech i en pressemeddelelse.  

- Juleparaden har i mange år været et kæmpe tilløbsstykke for især børnefamilierne, og for at de kan få endnu mere glæde af dagen, så kan de nu allerede fra klokken 16 julehygge på området foran Dokk1, tilføjer han.

Når julemanden ankommer til Strøget, vil han klokken cirka 18.30 tænde for Strøgets stjernehimmel.

Når juleparaden klokken cirka 18.45 lægger vejen forbi Lille Torv, vil julemanden tænde julebelysningen på Illums Bolighus’ facade.

Nedenfor kan du se, hvordan det så ud, da Sallings 500.000 julelys blev tændt forleden.