I afrikansk mareridt

Drømmerejse har forvandlet sig til et mareridt for 16-årig aarhusianer

De to danske studerende er havnet i et sandt mareridt i en ghetto i Cape Town i Sydafrika. Foto: Google Maps

To danske teenagere er havnet i en sydafrikansk ghetto, hvor voldtægt og mord hører til dagens uorden. De blev lovet deres livs rejse med skolegang under trygge forhold, nye venner, sport og storslået natur. Nu frygter de lokale myndigheder for deres sikkerhed.

Mathis Meilby Nielsen, 16 år og fra Aarhus, og Viktoria Maleschyn, 17-årig svendborgenser, har tilbragt de sidste tre måneder under fængselslignende forhold i hver sit township i Cape Town. Det skulle have været deres livs oplevelse. Et spændende skoleforløb under fremmede himmelstrøg. Men vold og kriminalitet præger både skolerne og det område, hvor de bor, og i fritiden kan de ikke gå uden for en dør.

- Jeg kunne ikke gå udenfor, deres egne børn kunne ikke gå udenfor, men især fordi jeg er hvid, så var de bange for at folk ville kidnappe mig, så det ville de ikke have, fortæller Viktoria Maleschyn om forholdene i den første familie, hun boede hos.

Situationen var den samme det næste sted, hun kom til at bo. Det rejsebureau, der har sendt de unge ud og garanteret for deres sikkerhed - STS, har ikke undersøgt de faktiske forhold grundigt på forhånd.

STS lover tryghed og kvalitet
Kriminalitetsstatistikkerne taler deres eget tydelige sprog om forholdene. I et af disse townships begås der flere mord hvert år end i Danmark - 64 - i en befolkning på under 300.000. I skolerne er der vold ((og narko)), korporlig afstraffelse og lærere, der udebliver fra undervisningen. I værtsfamilierne udsættes de danske unge for afpresning for at lægge penge til mad, og Mathis' første værtsbror byder ham velkommen på denne måde:

- Så tager han en kniv frem lige pludselig, og jeg spørger, hvad fa'en han laver med den, og så siger han, at det er for sikkerhed.. Og så tænker jeg, hold kæft mand, hvor fa'en er det, jeg er havnet, altså hvis man har brug for en kniv for at gå rundt, så er det ikke noget sted, jeg har lyst til at være. Viktoria har været udsat for et voldtægtsforsøg af en søn i en af de værtsfamilier, hun har været hos. I de måneder, der er gået, har STS' forståelse, hjælp og støtte været minimal - til trods for fine løfter i rejsekataloget om tryghed, ansvar og kvalitet. Ingen af delene er til stede.

De ungeføler sig ladt i stikken - og det samme gør deres forældre, der gør alt for at afhjælpe situationen for deres børn 10.000 km hjemmefra. Rejsen har kostet dem 70.000 kr. - og ind til videre har de kun set bagsiden af samfundet og føler sig som i fængsel.