Hypnose skal hjælpe ledige i job
Silkeborg Kommune vil samarbejde med Aalborg Universitet om forskningsprojekt, hvor 50 ledige får tilbudt hypnose
Det bliver brugt ved rygestop og til at behandle stress og angst. Nu vil Silkeborg Kommune i samarbejde med Aalborg Universitet undersøge, om hypnose også er vejen til at hjælpe ledige, som har fået en hjerneskade eller har eftervirkninger af piskesmæld og hjernerystelse.
Bag projektet står Jonas Lindeløv fra Aalborg Universitet, som tidligere har påvist stor effekt af hypnosebehandling af netop senhjerneskadede og andre med symptomer som smerter, træthed og problemer med hukommelse og koncentration.
Få ledige i Skanderborg Kommune
- Vi har fået chancen for at give en gruppe ledige et tilbud, som i tidligere forsøg på Aalborg Universitet har vist sig at være meget effektivt. Samtidig kan vi bidrage til forskning i, hvordan man hjælper mennesker med forskellige former for hjerneskade og dermed forbedrer den måde, de fungerer i dagligdagen og deres tilknytning til arbejdsmarkedet, siger formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Silkeborg Kommune Ivan Greve (S) i en pressemeddelelse.
Flere gange om måneden
I Silkeborg vil projektet omfatte 25 ledige, som har dokumenteret senhjerneskade efter slagtilfælde, og 25 med følger efter eksempelvis hjernerystelse eller piskesmæld. Det er frivilligt, om man vil deltage, og behandlingerne erstatter nogle af de sædvanlige samtaler.
Til kamp for den tohjulede på job
Deltagerne vil blive hypnotiseret flere gange over en måned og bliver testet både før og efter hypnosen. Deres pårørende vil også blive interviewet, og alle test bliver som kontrol gennemført med 50 personer, som ikke får hypnose.
Arbejdsmarkedsudvalget har netop sagt god for projektet, og Silkeborg Kommune søger nu i samarbejde med Aalborg Universitet fondsmidler til at sætte forskningen i gang.