Hyldet for at være hjerte-bank

Jyske Bank fik prisen som Årets Førstehjælper

Foto: Colourbox

Normalt handler hverdagen mest om kontanter, aktier og obligationer, men i Jyske Bank med hovedsæde i Silkeborg har man også valgt at foretage andre investeringer.

Virksomheden har valgt at tilbyde alle sine 3.900 medarbejdere et førstehjælpskursus og har installeret 88 hjertestartere i nærheden af deres filialer.

Se: Hvem er Årets Førstehjælper?

Indsatsen er her til eftermiddag blevet belønnet. Jyske Bank modtog nemlig titlen som "Årets Førstehjælper 2014, som hvert år bliver uddelt af Røde Kors.

Prisen bliver givet både til en person og en virksomhed, der har gjort en særlig indsats for at redde liv.

Arbejdsmiljøkonsulent og tovholder på førstehjælpsprojektet i Jyske Bank, Signe Askov Møller, var i dag til stede for at modtage prisen. Hun ser den som et stort skulderklap:

- Det er en kæmpe anerkendelse af det, som vi har fokuseret på internt i virksomheden - nemlig at give vores medarbejdere et førstehjælpskursus og at der 24/7 er adgang til hjertestartere.

For at motivere medarbejderne til at deltage i et førstehjælpskursus, får afdelingerne tildelt mærkaten "hjerteklar". Det bliver givet, hvis mindst halvdelen af medarbejderne har gennemført et kursus i førstehjælp.

Jyske Bank vandt prisen som "Årets Førstehjælper" foran Brøndby Gymnasium og Dupont Nutrition.