Hyldet dagen derpå
Dag Kristiansen fik en varm velkomst af sine kolleger
Dag Kristiansen blev torsdag aften kåret som Årets Østjyde 2014. Den 49-årige chefkonsulent og spejderleder fra Ørsted på Norddjursland vandt finalen i et direkte tv-program på TV 2 | ØSTJYLLAND.
Nu er konfettien børstet af, men stoltheden klæber stadig til Dag Kristiansen.
- Jeg er rigtig glad for at få titlen på mit visitkort, og så er jeg rigtig glad for at have en række mennesker, der bakker op omkring mine projekter, siger Dag Kristiansen.
Og projekter har den 49-årige familiefar nok af. Dag Kristiansen er blandt andet involveret i Ørsted Kro, den lokale mountainbike klub og spejderbevægelsen.
- Det er jo et fantastisk cadeau til de projekter, som jeg har sat gang i - og som man også kan se har en form for levedygtighed, siger han.
At Dag Kristiansen nu kan kalde sig Årets Østjyde medfører dog ikke de store ændringer i hans liv.
- Jeg blev født med fødderne i den jyske muld - så det laver ikke om på min hverdag.
TV 2 | ØSTJYLLAND besøgte Dag Kristiansen dagen efter kåringen og var blandt andet med, da kollegerne i Finanssektorens Uddannelsescenter i Skanderborg fejrede ham. Se med i videoen øverst.