Hyldet for 25 år i byrådet
Sundhedsrådmand har været medlem af Aarhus Byråd i et kvart århundrede
25 år er lang tid - ikke mindst i politik.
Ikke desto mindre markerede medlemmerne af Aarhus Byråd i går, at sundhedsrådmand Dorthe Laustsen (SF) har været medlem af byrådet i et kvart århundrede.
Faktisk indledte Dorthe Laustsen byrådskarrieren for 33 år siden, nemlig i 1978, men den har været afbrudt af perioder med små børn og arbejde.
- Et stort og varmt tillykke til rådmand Dorthe Laustsen, der fejrer 25 år i demokratiets tjeneste. Det er enestående at have deltaget i over 500 byrådsmøder og vel i runde tal 25.000 sager. Det vidner om en flot og imponerende politisk indsats til gavn for udviklingen af Aarhus, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S) i en pressemeddelelse.
Dorthe Laustsens jubilæum fandt egentlig sted 26. juli, men det var altså først i går, onsdag, at hun blev fejret af sine byrådskollegaer.