- Hvorfor skal andre like din krop?
Bikinifitness kan være skadeligt for selvværdet, mener debattører
Det kan være skadeligt for unges selvværd, hvis de udelukkende dyrker deres krop for at finde anerkendelse på de sociale medier.
Det mener debattørerne i programmet Hits & Holdninger, som sendes på TV 2 | ØSTJYLLAND tirsdag aften.
De tre debattører undrer sig over en række unge kvinder, som dyrker bikinifitness. En af deltagerne fortæller åbent, at hun løbende lægger billeder af sin veltrænede krop på Instagram for at få kommentarer fra sine følgere.
Direktør på Herregårdsmuseet Gl. Estrup på Djursland Britta Andersen synes, det er helt fint, at unge kvinder fx dyrker bikinifitness. Hun er dog mere betænkelig, når det handler om kvindernes behov for at høste anerkendelse på nettet.
- Jeg synes, det er det der med, at man skal ud at have nogle likes. At man skal have andre til at bedømme ens krop. Det er ikke kun sport for sportens skyld. Der kommer det element med ind, at andre skal bedømme, hvordan man ser ud ud fra nogle givne idealer, som nogen har sat op.
- Det er dér, der er et problem. Hvorfor skal vi have andre til at bedømme, om vi er gode nok. Når det bliver ekstremt, som jeg synes, det gør her, så synes jeg, det bliver problematisk for ens selvværd, siger Britta Andersen.
Line Mastrup, der er medlem af DSU Aarhus, undrer sig over, at bikinifitness kan fylde så meget blandt de unge kvinder, der dyrker det.
- Det er lidt spøjst, at man kan få så mange timer af sin dag til at gå med kun at handle om sig selv og noget, der måske ikke har så stort et formål - udover en selv, siger hun.
Se debatten om bikinifitness i videoen øverst i artiklen. Se desuden hele udsendelsen tirsdag aften kl. 20.25 eller eller ved at klikke her.