Hvordan har de klaret sig?

Forskere skal undersøge specialskoleelever

Hvis man har gået specialklasse, er der stor risiko for, at man ikke gennemfører en ungdomsuddannelse.

Det viser tal på landsplan, og nu vil Silkeborg Kommune prøve tallene efter for at se, om det også er gældende i i den østjyske kommune.

På landsplan er det kun 17 procent af eleverne, der har modtaget specialundervisning, som efterfølgende gennemfører en ungdomsuddannelse.

I samarbejde med Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning vil Silkeborg Kommune nu undersøge data fra alle unge født i 1993 og 1995 for at se, hvor stor forskellen er mellem elever fra specialklasser og andre elever:

- Når vi ved, hvordan de klarer sig, kan vi også se, hvor vi kan forbedre os, siger leder af PPR i Silkeborg Kommune, ledende psykolog Poul Skaarup Jensen, i en pressemeddelelse.

I første omgang vil kommunen undersøge de unges tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet, og også indhente tal om ledighed og sygedagpenge.

Derefter er næste skridt at fokusere på, hvor mange der er lykkedes med at gennemføre en ungdomsuddannelse.