Hvordan er det nu lige..?
Forældre får babyråd på mobilen
Det er slut med informationsbrochurer, foldere og pjecer til nybagte forældre i Horsens Kommune.
Nu skal forældrene i stedet finde infomationerne om deres lille nye barn via deres mobiltelefon.
I årevis har det ellers været sundhedsplejerskerne, der har medbragt forskelligt materiale, men nu har tiden indhentet blæk og papir, mener kommunen.
I dag får familien blot udleveret et postkort, hvorpå der er en QR-kode og en webadresse til en verden af information om baby-pasning og pleje, samt et telefonnummer til sundhedsplejersken.
Forældre glade for nyt initiativ
Indtil videre har Horsens Kommune fået positive tilbagemeldinger fra de nybagte forældre. Særligt de unge mødre er glade for initiativet.
- Som nybagt mor har man nok at se til, og det må gerne gå lidt hurtigt. Det er rart at have den mest opdaterede og relevante information lige ved hånden - og mobilen er altid inden for rækkevidde, siger Nana Grau, som er mor til lille Anton.
Selvom man i forvejen kan finde meget information på nettet, synes Nana Grau, at det er en fordel, at informationen kommer fra sundhedsplejersken.
- Jeg kunne faktisk nemt selv søge mig frem til mange af de samme informationer på nettet. Men problemet er, at her ved jeg aldrig, hvad der er rigtigt og forkert. Når informationen kommer fra sundhedsplejen, ved jeg, at jeg kan stole på den, siger hun.