Hvor skal vi sove i nat? Turister vælger Aarhus
Den går strygende for turismen i Aarhus. Nye tal viser, at byen på landsplan har opnået den største stigning i antallet af overnattende gæster
Turister er vilde med Aarhus. I år lægger byen betragtelig afstand til resten af landet, når det kommer til overnattende turister fra ind- og udland. Det viser nye tal fra Danmarks Statistisk.
I løbet af det første halve år af 2017 har Aarhus redt op til over en halv million gæster. Det er 12 procent flere i forhold til første halvår af 2016.
- Det er fantastisk, at alle de ting, vi har sat i gang, er lykkedes. Det er et løft, vi har foretaget i fællesskab i Aarhus, siger Peer Heldgaard Kristensen, direktør i VisitAarhus.
Læs også
En del af forklaringen på det stigende antal overnattende turister skal naturligvis findes i, at Aarhus i år er europæisk kulturhovedstad. Men VisitAarhus direktøren mener, at den stigende interesse for Aarhus vil fortsætte, selv efter kulturhovedstadsåret er slut.
- Til den tid har vi stadig kulturinstitutioner og et gastronomisk miljø i verdensklasse. Og vi er stadig en by, der kan krydses på gåben, hvilket turisterne roser os for, siger han.
Tiltrækker udlandet
Antallet af udenlandske overnatninger er steget med 14 procent siden 2016, og det er især dén stigning, der er grund til at glæde sig over, mener Peer Heldgaard Kristensen.
- Hvis alle danske byer satsede på danske gæster, så ville vi alle spise af den samme kage, og nogle ville ende kun med krummer, siger han.
Læs også
Hos Visit Aarhus har man desuden en ambition om, at Aarhus i 2025 skal nå op på to millioner overnattende gæster.
- Der er kun 5,5 millioner mennesker i Danmark, så det kan ikke ske med udelukkende danske gæster. Derfor er de udenlandske overnattende så vigtige, siger han.
Den procentvise stigning i antallet af udenlandske overnattende er i år dobbelt så stor som i København.