Hvor er mine hundehvalpe?

Ejer udlover dusør på 20.000 kroner

Foto: Privat

22-årige Nadia Sørensen efterlyser sine to små hundehvalpe på kun 10 uger af racen chihuahua, som blev stjålet natten til søndag.

Nadia Sørensen passede i weekenden sine forældres hus i Sabro ved Aarhus. Om aftenen lod hun de små hvalpe være alene hjemme sammen med deres forældre, da hun skulle til sommerfest.

Men da hun kom hjem igen, ventede der hende en grim overraskelse.

- Da jeg kommer hjem, kan jeg se, at der er smadret en rude, og at alt er vendt på hovedet i huset. Moren og faderen til de to hvalpe sad i et hjørne og rystede, siger Nadia Sørensen tydelig rørt af situationen og fortsætter:

- De hunde betyder virkelig meget for mig.

Værdifulde hunde

Hun tror, at tyven eller tyvene udelukkende er gået efter de to små hvalpe, og at grunden til at huset var endevendt skyldtes, at tyvene forsøgte at finde papirerne på hundene.

- Det er jo to små chihuahuaer, og hvis man har papirerne på dem, så koster de vel omkring 10.000 kroner stykket, siger Nadia Sørensen.

Der er ikke stjålet andet end hundene fra huset, men hun kan se, at tyvene har været en tur i køleskabet.

- De har taget nogle frikadeller, som de formentlig har givet til de voksne hunde for at holde dem i ro, siger Nadia Sørensen.

- Værste dag i mit liv

Den ene hvalp er korthåret, mens den anden er langhåret.

- Jeg har hørt om sådanne tyverier før, denne hunderace er meget populær, men jeg har aldrig troet, at jeg selv skulle opleve det. Det er den værste dag i mit liv. Uvisheden om at jeg ikke ved, hvordan de har det, er rigtig svær, siger Nadia Sørensen.

Hos Østjyllands Politi kender man til den konkrete sag fra Sabro.

- Men vi ser ikke ret ofte sager af den her slags, siger politiassistent Marianne Morgen.

Nadia Sørensen er ked af at have mistet sine hunde, og hun udlover derfor en dusør på 20.000 kroner til den, der afleverer hundene tilbage til hende.

- Jeg er ligeglad med, om personen har fundet dem i papkasse, eller om det er gerningsmanden, som kommer med dem, siger Nadia Sørensen.

Indbruddet og tyveriet af hundene skete natten til søndag i tidsrummet 24-04 i Sabro.