Hvor er min trappe?

En mand på Rylevej i Silkeborg troede formentligt dårligt sine egne øjne, da han kom hjem fra job. Hans trappe var væk.

En beboer på Rylevej i Silkeborg fik sig mandag noget af en overraskelse, da han kom hjem fra arbejde.

En betontrappe, der ledte op til mandens hoveddør, var nemlig pist væk. Og manden har ikke den fjerneste idé om, hvordan det er sket.

- Vi får først anmeldelsen torsdag. Manden har jo nok regnet med, at der var tale om en håndværker, som har taget fejl af adresserne, og så har han regnet med at høre fra firmaet, siger politikommissær John Toft fra Silkeborg Politi.

John Toft tilføjer, at man jo ikke bare lige fjerner en beton-trappe på ét minut. Der skal bruges udstyr som for eksempel en tryklufthammer.