Hvor dælen er sælen?
På Kattegatcentret i Grenaa leder man på tredje døgn efter en 50 kilo tung hunsæl. Den er simpelthen væk.
- Hvor er Charlie?
Det er spørgsmålet, som de ansatte på Kattegatcentret i Grenaa stiller sig selv i disse dage.
Charlie er en hunsæl på godt 50 kilo, og den har nu været forsvundet i tre døgn.
Ifølge Randers Amtsavis, aner de ansatte ikke, hvor hun er forsvundet hen.
- Det er efterhånden som om, der hviler en forbandelse over vores sælanlæg, og jeg begynder efterhånden at forstå, hvorfor andre sælanlæg er bygget helt i beton. Så ved man da i det mindste, hvor man har sælerne, siger udstillingschef Karsten Bjerrum til avisen.
Anlægget i Grenaa er for kort tid siden netop blevet fornyet og forbedret, fordi der har været flere tilfælde, hvor sæler er sluppet ud i det helt store bassin kaldet havet.
Dykkere har allerede været rundt i anlægget for at lede efter huller, men uden resultat, så eftersøgningen af sælen Charlie fortsætter.