Hvidsten Kro jubler over våbenfund

Torsdag blev seks våben, som formentlig stammer fra Hvidsten-gruppen, indleveret til Sydjyllands Politi. Oldebarnet til en af modstandsfolkene ønsker at få dem til Hvidsten Kro

02:45

Selvom anden verdenskrig sluttede for over 70 år siden, så dukker der stadig små bidder af krigen frem i dag

Det er mange år siden, at modstandsbevægelsen Hvidstengruppen luskede rundt om natten og samlede våben op, som englænderne kastede ned til dem fra deres fly.

Men her 73 år efter de blev henrettet, er der dukket genstande op fra fortiden.

I torsdags den 29. juni blev der indleveret seks våben til Sydjyllands Politi, som de formoder stammer fra Hvidstengruppen.

Læs også Våben fra Hvidstengruppe er afleveret i frit lejde

- Lige den dag, hvor de våben er blevet indleveret, som måske stammer fra Hvidstensgruppen, er den dag, hvor de blev skudt for 73 år siden, så det er en lidt sjov fornemmelse, siger Søren Fiil Paetch, der er oldebarn af modstandsmanden Marius Fiil, som dengang ejede Hvidsten Kro.

Våben på kroen

I dag ejer Søren Fiil Paetch Hvidstenkroen nord for Randers, og han vil rigtig gerne have fat i de våben.

- Det vil være et stort plus at få de våben herop, fordi folk vil komme og se dem i virkeligheden i stedet for at se dem på en planche, som vi hænger op, siger han.

I midten af sidste måned åbnede der et museum på Hvidsten Kro.

I juni måned har politiet afholdt deres Frit Lejde-aktion, hvor borgere anonymt og straffrit har kunnet aflevere deres ulovlige våben. Det var i den forbindelse, at de seks våben blev indleveret. 

I første omgang troede politiet, at de havde fået 25 våben, der havde tilhørt Hvidstengruppen, men det blev senere ændret.

Begejstrede gæster 

De gæster, TV2 ØSTJYLLAND, mødte søndag på kroen, var begejstrede over fundet.

- Jeg synes, det er fantastisk, hvis de kan indgå i historien, siger Lars Jensen fra Hvalsø.

Læs også Ups: Formentlig ikke våben fra Hvidstengruppen alligevel

Og bakkes op af Inger Søgaard fra Lejre:

- Jeg synes, det er spændende at høre om, og måske man engang  får at vide, hvor de har været gemt og hvem der har haft dem, og hvad historien bag ved det er, siger hun.

Læs også Indiana Jones-kniv og automatvåben: Politiet har fået 300 våben

Ifølge Østjyllands politi er der blevet indleveret 856 våben i perioden fra 1. til 23. juni i forbindelse med frit lejdeaktionen.

Se mere i tv-indslaget øverst i artiklen.