Hvid Magi i Musikhuset

Den populære teaterkoncert rykker til Aarhus

Teaterforestillingen har begejstret mere end 20.000 publikummer i København, og nu får Aarhus den berømte forestilling Hvid Magi til byen.

Teaterkoncerten er en hyldest til Anne Linnets musik og har vundet den prestigefyldte Reumert Pris for årets musikteater og for årets instruktør.

- Vi er meget stolte over at kunne præsentere en af de største teaterkoncert-succeser her i Musikhuset Aarhus. Der venter vores gæster en original og begavet hyldestkoncert med stor kærlighed og respekt for Anne Linnets musik, siger Programchef Mette Kier fra Musikhuset Aarhus.

Musikforestillingen har i to sæsoner spillet for fulde huse på Betty Nansen Teatret i København. Her har flere end 20.000 tilskuere oplevet teaterkoncerten.

- Hvid Magi I er historien om den grimme ælling, som ingen troede på, og som gik hen og blev en fornyelse af teaterkoncerten og en af vores største succeser nogensinde. Vi er stolte af, at publikum i Aarhus takket være samarbejdet med Musikhuset nu får besøg af denne enestående svane. Glæd jer. Vi taler om særklasse, siger Henrik Hartmann, der er direktør for Betty Nansen Teatret.

Hvid Magi får premiere den 30. maj 2013.