Hver tredje har flere sygdomme
Flere end hver tredje midtjyde lider af to eller flere kroniske sygdomme
38 procent af midtjyderne har ikke bare én, men to, tre eller fire kroniske sygdomme. Det viser nye tal fra Region Midtjyllands sundhedsprofil "Hvordan har du det?".
Center for Folkesundhed i Aarhus forsker derfor i, hvordan man kan forebygge flere sygdomme blandt udsatte patienter.
Ifølge centret er der en stærk sammenhæng mellem forekomsten af flere kroniske sygdomme og alder, men der er også en betydelig social skævhed.
Fx viser Sundhedsprofilen, at blandt mænd med lavt uddannelsesniveau har 15 procent fire eller flere kroniske sygdomme, mod 8 procent med højt uddannelsesniveau.
Blandt kvinder er det 19 procent med lavt uddannelsesniveau, der har fire eller flere kroniske sygdomme, mens det samme kun gælder 11 procent med højt uddannelsesniveau.
Ikke rustet
Ifølge seniorforsker Finn Breinholt Larsen er sundhedsvæsenet ikke godt nok rustet til at hjælpe patienter med flere sygdomme, også kaldet multisygdom.
- Patienter med flere sygdomme er en udfordring for sundhedsvæsenet. Multisygdom øger risikoen for fejlmedicinering, bivirkninger og utilsigtet samspil mellem lægemidlerne, og det stiller store krav til koordinering på tværs. For den enkelte er evnen til at fungere og klare hverdagen ofte betydeligt belastet, siger Finn Breinholt i en pressemeddelelse.