Hvem vinder i din kommune?
Se oversigten over de bedste borgmester-bud
Der er udsigt til et uhyre tæt løb om magten i de fleste af de østjyske kommuner.
Sådan lyder analysen fra ugebrevet Mandag Morgen, der har lavet en opgørelse over, hvem der er de mest sandsynlige borgmestre i samtlige østjyske kommuner.
Ifølge Mandag Morgen ser de fleste af de nuværende - overvejende socialdemokratiske - borgmestre ud til at få forlænget opholdet på rådhuset.
Dog er der ifølge Mandag Morgen gode chancer for, at Venstre kan vinde valget i Syddjurs, Randers og Silkeborg og dermed detronisere de nuværende borgmestre fra henholdsvis SF og Socialdemokraterne.
Se en oversigt over de sandsynlige østjyske borgmestre nedenfor:
Favrskov
Ny borgmester: Genvalg til Nils Borring (S) - usikker
Nils Borring har borgmestereffekten i ryggen og ser ud til at kunne fortsætte.
Horsens
Ny borgmester: Genvalg til Peter Sørensen (S) - usikker
Det tegner til, at Peter Sørensen kan fortsætte 95 års socialdemokratisk styre i Horsens.
Norddjurs
Ny borgmester: Genvalg til Jan Petersen (S) - usikker
Mister Jan Petersen sit røde flertal, kan borgmesterposten gå til Torben Jensen (Borgerlisten). Men favoritværdigheden hviler dog på Jan Petersen.
Odder
Ny borgmester: Genvalg til Elvin Hansen (S) - usikker
Valget tegner uhyggeligt tæt, og få stemmer kan afgøre udfaldet.
Randers
Ny borgmester: Nyvalg til Claus Omann Jensen (V) - usikker
Det trækker op til en ny borgmester i Randers. Medmindre der bliver bagt flere rævekager og begået nye borgmesterkup, peger pilen på Claus Omann Jensen.
Samsø
Ny borgmester: Genvalg til Jørn C. Nissen (K) - usikker
Det bliver et tæt valg. Og med få tusinde vælgere kan det blive få stemmer, der afgør de sidste mandater.
Silkeborg
Borgmester: Nyvalg til Steen Vindum (V) - usikker
Det ligner også en gyser i Silkeborg, men Venstres Steen Vindum har en svag favoritrolle - hvis han spiller sine kort rigtigt ved konstitueringen.
Skanderborg
Borgmester: Genvalg til Jørgen Gaarde (S) - delvis sikker
Den nuværende borgmester står til at bevare sit flertal efter valget.
Syddjurs
Borgmester: Nyvalg til Claus Wistoft (V) - usikker
Den store overraskelse fra sidste valg, SF's Kirstine Bille, får svært ved at bevare magten i Syddjurs.
Aarhus
Borgmester: Genvalg til Jacob Bundsgaard (S) - sikker
Jacob Bundsgaard har formået at løfte arven, efter at den store stemmesluger Nicolai Wammen overdrog ham de gyldne kæder for godt to år siden. Ligner en stensikker vinder.
Kilde: Ugebrevet Mandag Morgen