Hvalroskranie til salg

Hælere afslørede sig selv

Genrefoto. Foto: Flickr

En 34-årig mand fra Aarhus er blevet idømt fire måneders fængsel for hæleri, efter han prøvede at videresælge grønlandske relikvier, der blev stjålet i Them i januar, det skriver Midtjylland Avis.

I retten i Viborg kom det frem, at den 34-årige og hans makker havde været meget uforsigtige. De stod ikke bag røveriet, men har af ukendte veje fået fat i de grønlandske ting.

Men tyvekosterne var ikke særligt nemme at komme af med, fordi ting som et hvalroskranie nemt kan blive genkendt.

Derfor endte det med, at ejerne af de grønlandske ting fik en henvendelse om, at de mod en "dusør" på 30.000 kroner kunne få nogle af tingene tilbage.

Det førte til at politet i starten af april fandt frem til de to mænd i Aarhus.

I retten blev der i forbindelse med retssagen mod den 34-årige fremlagt en vurdering af det stjålne fra et auktionshus, og det blev vurderet til cirka 318.000 kroner, skriver Midtjyllands Avis.