Hvad vinder Horsens som EU-by?

En fremtid som international konferenceby - måske

Hvad? 11 møder og konferencer under anden halvdel af Danmarks EU-formandskab.

Hvor? Konference-, sports- og koncertstedet Forum i Horsens har været ramme om selve møderne - med lidt ekstra lokalelån fra naboen, fodboldklubben AC Horsens.

Hvorfor? Horsens har allerede i flere år arbejdet på at brande sig som stor koncertby og har været ramme om bl.a. Rolling Stones, U2 og Metallica. Nu vil byen også slå sig op som dansk og international konferenceby.

Hvem kom? Nogle tusinder ministre, politikere embedsmænd, sikkerhedsfolk, tolke, chauffører og journalister fra de 27 EU-lande. Til det store AVS-møde sidst i maj var der desuden flere hundrede gæster fra lande i Asien, Vestindien og stillehavsregionen.

Hvad lavede de? Langt de fleste gæster var ret usynlige i bybilledet i Horsens - de sad bare ude på Forum og holdt møde.  AVS-mødet var undtagelsen, hvor 150 deltagere under deres ugelange ophold tog imod tilbuddet om at komme til privat middag. Mange benyttede sig også af byens gratis lyserøde cykler.

Hvem fulgte med? Ifølge en optælling lavet af Horsens Kommune har Horsens og EU været nævnt i sammenhæng i 2100 artikler i danske medier i løbet af det sidste halvår.