Hvad rimer på gjort?
Regionen tilbyder screening for tarmkræft
Blod i afføringen er et af de første tegn på tarmkræft, og derfor inviteres alle borgere mellem 50 og 74 år til at indsende en afføringsprøve, som analyseres for spor efter blod.
- Formålet med at tilbyde screening for tarmkræft er at opdage
sygdommen i tidlige stadier. Det giver både større chance for
overlevelse og en mere skånsom behandling, siger Berit Andersen, ledende overlæge i Afdeling for Folkeundersøgelser, Regionshospitalet Randers, som koordinerer og administrerer screeningsprogrammet i Region Midtjylland, i en pressemeddelelse.
- Med screening er det også muligt at opdage og behandle forstadier til tarmkræft, og dermed forebygge at kræften opstår, siger Berit Andersen.
Det tager fire år, før alle borgere mellem 50 og 74 år i Region
Midtjylland har modtaget deres første invitation, og derefter vil alle i aldersgruppen blive inviteret hvert andet år.
Screening - nu også for mænd!
Regionerne er gået sammen om den nationale kampagne imod tarmkræft "Hvad rimer på gjort?", som gerne skulle bringe smilet frem og nedbryde barrierer - særligt hos de mænd, som ikke umiddelbart synes, at afføringsprøver og screening vedrører dem.
- Vi vil jo gerne have, at borgerne tager stilling til, om de vil deltage i screeningen. Videnskabelige undersøgelser har vist, at dødeligheden af tarmkræft falder med 25 pct. hos dem, der lader sig screene, så det taler jo for, at så mange som muligt deltager, siger Berit Andersen.
Tarmkræft er den tredje hyppigste kræftsygdom. Hvert år rammer den 4200 danskere, og 2000 dør af sygdommen.