Hvad drømmer du om? Kommune vil lade borgere bestemme bys fremtid

I Ebeltoft får borgerne nu chancen for at bestemme over byens fremtid. De kan nemlig dele deres drømme på to tavler, der er sat op langs havnefronten

00:21

VIDEO: - Vi skal finde ud af, hvordan Ebeltoft skal udvikle sig, og det ønsker vi ikke som politikere at diktere. Vi vil gerne have borgernes idéer, siger Ole Sønderskov Hansen (S), der er næstformand i udvalget for plan, udvikling og kultur i Syddjurs Kommune.

Et hus med havudsigt, livslang lykke eller måske bare lidt regn midt i tørken. Hvad drømmer du om?

Det spørgsmål bliver borgerne nu stillet, når de bevæger sig langs med havnefronten i Ebeltoft.

Syddjurs Kommune har nemlig sat to tavler op ved Det Gamle Posthus og på fiskerihavnen, som beder de forbipasserende tage stilling til, hvordan de ønsker, at byen skal udvikle sig. ”I Ebeltoft drømmer jeg om…”, står der på tavlerne.

Læs også Dansk vinavl slår alle rekorder i sommervarmen

- De skal få folk til at drømme højt. Den refleksion, som spørgsmålet på tavlen tilvejebringer, tænker vi, er en god ting. Det får folk til at stille spørgsmålet: Hvad er det egentlig, jeg drømmer om?, siger Dennis Kristensen, der er projektmedarbejder i kulturafdelingen i Syddjurs Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.

Drømmene kan blive til virkelighed

I Ebeltoft er man i gang med en større byudvikling, der skal binde byen sammen med havnen. Det indebærer i første omgang, at den gamle maltfabrik i Adelgade bliver til et nyt kulturcenter i byen. Men kommunen ønsker at supplere med yderligere tiltag.

- Vi skal finde ud af, hvordan Ebeltoft skal udvikle sig, og det ønsker vi ikke som politikere at diktere. Vi vil gerne have borgernes idéer, siger Ole Sønderskov Hansen (S), der er næstformand i udvalget for plan, udvikling og kultur i Syddjurs Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.

Her kommer tavlerne ind i billedet. Syddjurs Kommune samler alle de nedfældede idéer sammen, og det er første led i borgerinddragelsen.

Går man forbi tavlerne torsdag eftermiddag, kan man læse, at der bliver drømt om ”et godt hus på havnen til under en million kroner”, ”fortsat godt helbred” og ”alt det bedste for hele familien”.

- Det er meningen, at idéerne skal genereres af borgerne, og så kommer de i politisk behandling efterfølgende, hvor vi ser på, hvad der kan lade sig gøre, siger Ole Sønderskov Hansen.

Går man forbi tavlerne torsdag eftermiddag, kan man læse, at der bliver drømt om ”et godt hus på havnen til under en million kroner”, ”fortsat godt helbred” og ”alt det bedste for hele familien”.

- Jeg synes, det er befriende, at folk lader deres tanker flyve. Det er selvfølgelig ikke det hele, vi kan honorere, men det er da dejligt, at borgerne er konkrete med deres ønsker, siger næstformanden.

Drømmetavlerne skal få borgerne i Ebeltoft til at komme med deres idéer til byens fremtidige udvikling. De bedste idéer bliver taget op til politisk overvejelse. 

Syddjurs Kommune kunne alternativt have valgt at sende et spørgeskema ud til borgerne, hvor de blev spurgt om idéer til byens fremtidige udvikling. Men det ville ikke have nær den samme effekt, mener Dennis Kristensen.

- Tavlerne er en platform, der giver folk lov til at tænke nogle større tanker. Nogle tanker der er bundet op på følelser og fornemmelser, siger han og fortsætter:

- Det fede er jo, at der både kommer nogle konstruktive forslag, men også nogle sjove indimellem, som giver underholdningsværdi til de folk, der kommer forbi.

Læs også Algerne kommer! Nu er det ikke kun i Skanderborg, der er badeforbud

Et af de mere drilske drømme er kommet fra en borger, der drømmer om ”brunetten fra isbaren”, men andre har foreslået, at man laver et havnebad eller et grønt, overdækket torv i byen.

- Og det er jo eksempler på noget, som vi kunne overveje at etablere, siger Dennis Kristensen.

02:15

VIDEO: Ebeltoft er kendt for sine mange fine, gamle huse. Derfor har det skabt debat, at Slots- og Kulturstyrelsen arbejder på at ophæve fredningen af flere historiske bygninger i byen. Du kan se indslaget fra juni 2018 her. 

Luk video