Hus nedbrændt
Arbejder på at finde årsagen til branden
Natten til søndag brændte et hus helt til grunden på Lemming Brovej mellem Silkeborg og Kjellerup.
- Vi fik anmeldelsen klokken 02.18 om branden i Lemming. Da vi kommer derud, er huset overtændt, siger vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Flammerne stod op gennem taget i flere meters højde, og huset stod derfor ikke til at redde.
- Huset er helt nedbrændt, siger vagtchefen.
Huset på Lemming Brovej er ubeboet og har derfor stået tomt noget tid.
Politiet ved endnu ikke, om der har været strøm i det tomme hus, eller hvordan branden kan være opstået.
Brandteknikere er i gang med at lave undersøgelser på stedet, og derfor er det for tidligt at spekulere i, om branden kan være påsat.
- Det vil være rent gætværk, siger vagtchefen.
Ingen personer var ifølge politiet i fare ved branden.