Hus i brand: Var ved at varme olie i en gryde, da det gik galt
En brand opstod søndag formiddag i et hus i Aarhus-forstaden Viby
En ellers stille og rolig søndag i køkkenet udviklede sig dramatisk for et ældre ægtepar i Viby, da der pludselig opstod brand i deres hus.
Branden opstod i køkkenet, hvor kvinden var i gang med at varme noget olie op i en gryde, da det gik galt.
Læs også
- Årsagen er, at husets beboer har været ved at lave noget i en gryde, noget olie i en gryde, som pludselig er eksploderet og har givet en eksplosiv brand herude, og da vi kom herud kort tid efter branden, der var huset helt overtændt, fortæller indsatsleder ved Østjyllands Brandvæsen Johnny Damgaard.
Beboere skal genhuses
Huset har taget så meget skade af branden, at beboerne ikke kan blive i deres bolig. Der skal derfor findes et andet sted til det ældre ægtepar.
- Status er nu, at vi har slået ilden ned. Der er lidt efterslukning tilbage og så tager skadeservice over inden så længe og får kigget på beboernes ejendele og får genhuset beboerne, siger Johnny Damgaard
Brandvæsnet har fået styr på flammerne og er efterfølgende gået i gang med efterslukningsarbejdet ved huset, der ligger ved Vinkelhøj i Viby i det sydlige Aarhus.
Læs også
Ejendele stod ikke til at redde
Den voldsomme brand ødelagde de fleste af ægteparrets ejendele. Ifølge indsatslederen var det kun ganske få ting, der kunne reddes ud af huset.
- Vi har taget nogle enkelte billeder ud, som tilfældigvis stod på gulvet, alt hvad der har været i over en meters højde, er helt sort, siger Johnny Damgaard.
Ingen af husets to beboere kom til skade ved branden, der fandt sted søndag formiddag.