Hurtigfærge mellem Samsø og Aarhus rykker nærmere

Et politisk flertal på Samsø har besluttet foreløbigt at gå videre med planerne om en hurtigfærge til Aarhus

Til venstre ses færgen Issehoved, som senest har sejlet mellem Samsø og Aarhus.

Etableringen af en hurtigfærge mellem Aarhus og Samsø er tirsdag aften rykket et skridt nærmere.

På et kommunalbestyrelsesmøde på Samsø har politikerne besluttet at gå videre med drømmen om en passagerfærge mellem Kattegatøen og Aarhus.

Læs også Hurtigfærge til Samsø et lille skridt nærmere

Det fortæller borgmester Marcel Meijer (S), da TV2 ØSTJYLLAND fanger ham på telefonen sent tirsdag aften lige efter mødets afslutning. På mødet har et flertal på seks mod fem besluttet, at man nu skal gå videre med projektet og begynde at kigge på, hvilke krav man skal have til en ny hurtigfærge og ellers fortsætte sonderingen af markedet for denne type færge.

 - Vi har allerede kigget lidt på markedet, og nu skal vi stille kravspecifikationer, siger borgmesteren, der sammen med resten af socialdemokraterne og SF stemte for at gå videre med projektet.

Læs også Flertal på Samsø ønsker hurtigfærge året rundt: Men det kræver flere millioner i tilskud

Hvad skal færgen kunne?

Det handler blandt andet om, hvor mange passagerer en eventuel ny færge skal have plads til, hvor mange cykler skal der kunne være med, hvor meget bølgegang skal den kunne klare og så videre.

Med en direkte rute fra Aarhus til Sælvig er der i alt tre færger, der sejler til og fra Samsø.

- De ting skal vi så tage op på et kommunalbestyrelsesmøde den 13. november, og derefter skal vi snakke med forskellige værfter rundt om i verden i forhold til, hvilken vare, de kan levere, siger borgmesteren.

Læs også Jubel på Samsø: - Hurtigfærge får betydning for alle butikkerne

Der har de seneste år været høj bølgegang i forhold til en hurtigfærge mellem Aarhus og Samsø. Senest sejlede færgen Issehoved - igen - på ruten, men efter kort tid på vandet måtte ejeren lukke ned efter flere problemer.

At netop Issehoved igen kan komme til at gøre comeback på ruten afviser borgmesteren klart.

Proces møder kritik

Hos Venstre er Henrik Kjær skuffet over beslutningen. Ikke fordi han som sådan er kæmpe modstander af en eventuel ny færgeforbindelse, men blandt andet fordi han mener, at man griber det forkert an.

- Det er sådan, at vi ikke har haft en beslutningsproces i kommunalbestyrelsen om, hvordan vi skal kunne finansiere færgedriften. Uden at vi har haft den debat, vælger man nu at bruge næsten 600.000 kroner på at lave det her udbud. Jeg synes, at man først skulle have haft debatten om, hvorvidt vi på sigt overhovedet har mulighed og vil prioritere at betale på den lange bane, siger Henrik Kjær, der også mener, at man burde have endeligt afklaret med Aarhus og Odder Kommuner, om de vil bidrage til omkostninger forbundet med driften af færgen. 

Læs også Politiker om Issehoved-lukning: - Det er dyrt at lege hurtigfærge

Han frygter, at hvis ruten bliver en realitet, at det så vil gå ud over færgesejladsen mellem Hou og Samsø, hvor færgen Prinsesse Isabella sejler, og resultere i færre afgange der. Den færge drives af Samsø Rederi, som kommunen står bag. 

- Jeg må også være ærlig at sige, at med de ting der er kommet frem, blandt andet i markedsanalysen tidligere på året, så ser det vanskeligt ud at skulle etablere en hurtigfærge, synes jeg, siger Henrik Kjær.

Ifølge borgmesteren vil en eventuel ny hurtigfærge på sigt kunne komme til at sejle hele året rundt. Den endelige beslutning om etableringen af færgeforbindelsen ventes taget til februar næste år.