Hurtig hjælp redder liv
Læger sendt ud til ulykkesstedet i en fart har forbedret overlevelsen for svært kvæstede patienter markant.
Læger sendt ud til ulykkesstedet i en fart har forbedret overlevelsen for svært kvæstede patienter markant. Det viser en ny undersøgelse af alvorligt tilskadekomne, der er blevet tilset af lægebilen fra traumecentret på Århus Kommunehospital, skriver Dagens Medicin torsdag.
- Blandt de hårdest kvæstede patienter, der bliver bedøvet og får lagt iltslange på ulykkesstedet, overlever i dag to ud af tre, oplyser overlæge Erika Frischknecht Christensen, der er forfatter til undersøgelsen.
I forhold til tallene for overlevelse tilbage i 1995 er der tale om en forbedring af de svært tilskadekomne patienters chancer for at overleve med mellem 20 og 30 procent. /ritzau/