Hurtig diagnose af svimmelhed
Én test kan sende syge til rigtig behandling
Aarhus Universitetshospital lancerer nu et behandlingstilbud som kan sikre, at patienter med svimmelhed ikke bliver kastebolde imellem forskellige afdelinger i sundhedssystemet. En enkelt test kan sende dem direkte til den rette behandling.
De nye undersøgelsesmetoder omfatter avanceret testning og stimulation af balancen - blandt andet ved hjælp af en automatisk rotationstol samt briller med indbygget infrarødt kamera, der optager øjenbevægelserne. Resultaterne behandles i et softwareprogram og sammenlignes med resultater fra normale personer.
På basis af denne undersøgelse er der udviklet en guide til udredning af svimmelhed, og med den i hånden kan de praktiserende læger nu dirigere patienten ad de korrekte veje igennem behandlersystemet. Derved opnår patienten kortere behandlingsforløb og mindre ventetid.
- For den enkelte patient kan det medføre stor frustration, langvarig sygemelding og i sidste ende et farvel til arbejdsmarkedet. Alt i alt et tab af livskvalitet, fortæller Therese Ovesen, der er professor på Øre-, Næse-, Halsafdelingen på Aarhus Universitetshospital.
Behandlingssystemet er desuden blevet suppleret med mere nuancerede og præcise undersøgelsesmetoder efter internationale standarder, der objektivt kan måle svimmelhed.
Professor Therese Ovesen leder arbejdet med den nye guide.