Hurra for de 27 år: Vi giver dig de mest populære historier

TV 2 | ØSTJYLLAND fejrer i dag, den 1. april, 27 år - i den anledning har vi samlet de mest sete historier på vores største digitale platforme

Der var spænding i afviklingsrummet den 1. april 1990.

For første gang nogensinde gik TV 2 | ØSTJYLLAND i luften og var klar til at servere nyheder fra hele Østjylland til seerne ude i stuerne.

01:47

VIDEO: Den tidligere direktør for TV 2 | ØSTJYLLAND, Erling Bundgaard, trak den 1. april 1990 på i håndtaget og sendte den første nyhedsudsendelse af sted. 

Luk video

Siden er der løbet meget vand under broen. I dag er TV 2 | ØSTJYLLAND en tv-station, som ikke "bare" sender tv, men også sørger for at formidle nyheder på tv2oj.dk og sociale medier som Facebook, Twitter, Snapchat og Instagram. 

I anledningen har vores fødselsdag, har vi derfor været en tur i gemmerne for at se, hvilke historier I brugere har set allerflest gange på henholdsvis tv2oj.dk og vores Facebook-side, hvor vi har omkring 50.000 følgere. Det er alle sammen historier, som har video tilknyttet - og som i nogle tilfælde er affødt af vores tv-udsendelser. 

Tag med en tur ned ad memory lane i oversigten nedenfor, hvor du kan se eller gense historierne. 

Top tre på tv2oj.dk:

1) VIDEO: Yahya Hassan nægtede at gå - trak studievært i slipset - 134.058 klik 

01:15 Luk video

En digter, en studievært og et slips. Det var elementerne, som fik et videoklip til at gå viralt. Digteren Yayha Hassan var på besøg i TV 2 | ØSTJYLLANDs nyhedsstudie i forbindelse med folketingsvalget i 2015. Et interview, han valgte at afslutte på noget utraditionel maner med ordene: "Hav en god aften. Og slipset symboliserer i øvrigt hundesnor", mens han hev i vært Søren Ø. Jensens slips. 

2) Simon sidder fem dage i kø - 126.437 klik

01:21 Luk video

Hvad gør man, når man er nyforelsket og ens kæreste er rejst til Thailand? For Simon Holst Jensens vedkommende var svaret at sætte sig på fortorvet foran et rejsebureau, som udlovede et gavekort på 15.000 kroner til den første i køen. Fem dage senere kunne den unge mand glæde sig over at have sikret sig billetten til Thailand. 

3) Morten underviser i Counter Strike: Det er helt genialt  - 112.757 klik

Historien om Morten Baden Sørensen og hans hold af computerspillere fra Mårslet er et eksempel på en af de historier, som er gået rigtig godt på sociale medier og den vej igennem genereret trafik til vores hjemmeside. 

På Facebook nåede historien med tilhørende video ud til mere end 850.000 brugere. En del af dem klikkede sig så videre til tv2oj.dk og læse om, hvordan man kan være både lærer og esport-underviser på samme tid. Udover at være den tredje mest sete historie på hjemmesiden, er den også den femte mest sete på Facebook. 

00:50 Luk video

Top tre over video-opslag på Facebook

1) Årets buschauffør - Emmanuel Kwesi Amonoo.

Videoen om den glade buschauffør, som også er kendt som "Sort humor", nåede ud til 2,6 millioner Facebook-brugere  og blev vist 1,2 millioner gange. Emmanuel Kwesi Amonoo er ét stort smil, når han kører bybus i Aarhus og er klar til at hilse på passagererne. 

2) "Pas rigtig godt på hinanden derude!"

Tre cyklister der vælter som dominobrikker på en cykelsti i Aarhus. Videoen blev delt på en meget kold februardag, hvor vejene var spejlglatte, og hvor budskabet til brugerne på Facebook var, at passe godt på hinanden og huske cykelhjelmen. Heldigvis kom ingen af cyklisterne til skade. 

Videoen nåede ud til mere end 1,6 millioner brugere og fik over 800.000 visninger. 

3) Cremekongen Ole Henriksen.

Han er berømt for sit slogan "I love it!" - og man kunne heller ikke andet end at elske hans dansetrin, da han den 12. april 2016 var en tur forbi shoppingcentret Bruuns Galleri i Aarhus. Hans dans fik også andre til at svinge hofterne. 

Videoen med Ole Henriksen nåede ud til mere end 1,4 millioner brugere og fik knap 675.000 visninger