Hundredevis af rollespillere mødes: - Det er svært at forklare til andre

Koyocon finder denne weekend endnu en gang sted i Grenaa, og derfor er flere hundrede udklædte deltagere mødt op for at dyrke tegnefilm, serier og spil

07:08

VIDEO: Der er styr på detaljerne, når cosplayerne laver kostumerne til deres karakterer.

Tegnefilm- og serier, spil og mytologi bliver hele weekenden hyldet af hundredevis af unge til Koyocon.

Koyocon er en begivenhed, hvor deltagere fra hele landet kommer udklædt som karakterer fra fiktive universer. Fænomenet hedder cosplay, som er en sammentrækning af de engelske ord costume og play.

Læs også De faldne i 1. verdenskrig mindes i Mindeparken

Det går altså ud på, at man klæder sig ud som en karakter fra et fiktivt univers, samtidig med at man i løbet af weekenden spiller rollen som personen eller skabningen.

- Jeg elsker miljøet her. Det er dejligt, alle mine venner er med, og jeg elsker bare at klæde mig ud. Jeg har altid været fan af kostumerne, og det er så fedt at leve sig ind i rollen virkelig bare være den karakter, man elsker, siger Steffan Jespersen, der under Koyocon blev kaldt ved sin karakters navn – nemlig Sammy Lawrence.

Nogle gange kan det være svært for folk at forklare det for andre, der ikke har samme interesse inden for cosplay og det her lidt nørdede miljø.

Bonita El Sadek, medarrangør af Koyocon

Selvom der til kostumetræffet er mest fokus op japansk populærkultur, så er de vestlige fiktionskarakterer også repræsenteret.

Christina Duedal Hansen havde klædt sig ud som en kvindelig udgave af karakteren Reaper fra skydespillet Overwatch, der er produceret af amerikanske Blizzard Entertainment.

Christina Duedal Hansen var klædt ud som en kvindelig udgave af karakteren Reaper fra skydespillet Overwatch.

- Jeg kunne godt lide karakteren første gang, jeg så ham, og så tænkte jeg, at det skulle jeg da have lavet til mig selv. Det er hovedsageligt for hyggens skyld og for at møde nogle nye mennesker og se, hvad de har lavet. Det er bare en god oplevelse, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Kan være svært at forstå

Christina Duedal Hansen var kørt helt fra Esbjerg til Grenaa for at deltage i sit kostume. Koyocon er nemlig de danske cosplay-entusiasters juleaften.

Udover at ligne spilkarakteren Sammy Lawrence, spiller Steffan Jespersen også rollen som karakteren.

- Det betyder, at vi kan møde nye venner og stå sammen med folk med samme interesse. Man har lidt et sammenhold, og man er fælles om noget, man godt kan lide, siger Bonita El Sadek, der er medarrangør af Koyocon.

Koyocon er en årligt tilbagevendende begivenhed, og det kan ifølge medarrangøren give et frirum til cosplayerne, der oplever at hobbyen kan være svær at dele med andre.

Karakterernes dragter er enormt detaljerede, og der er lagt mange timers arbejde i dem.

- Nogle gange kan det være svært for folk at forklare det til andre, der ikke har samme interesse inden for cosplay og det her lidt nørdede miljø, siger Bonita El Sadek til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Særlig invitation delt ud: Gratis entré til regnskoven

Steffan ”Sammy Lawrence” Jespersen er blandt dem, der længe har glædet sig til begivenheden, og han ved derfor også præcis, hvad weekenden skal gå med.

- Jeg skal gå rundt og skræmme nogle mennesker i mit kostume, have taget billeder og hygge mig med mine venner, siger han.