Hundelorte afbryder kamp

Efterladenskaber fra hunde generer fodboldspillere på Hammel Stadion.

Fodboldklubben HGF i Hammel har fået et temmeligt usædvanligt problem.

Klubbens hjemmekampe er i flere tilfælde blevet udsat, fordi der ligger hundelorte på stadion. Så sent som i lørdags blev en kamp mod Silkeborg Boldklub afbrudt i nogle minutter, indtil efterladenskaberne var fjernet med en skovl.

Fodboldbestyrelsen i HGF vil ifølge Århus Stiftstidende kontakte Hammel Kommune for at få problemet løst.