Hundehvalpen Oswald stadig forsvundet efter røveri i park
Gerningsmanden gav Oswalds ejer et hårdt skub i ryggen. Så tog han den lille hun og løb
Mandag aften blev den lille sorte og brune yorkshire terrier Oswald stjålet fra sin ejer.
Det skete klokken 18.10 i parken Lunden i Horsens.
Her var Oswalds ejer - en ung kvinde - ude at lufte hunden.
Læs også
Pludselig kommer en mand løbende bagfra og giver hende et hårdt skub i ryggen, så hun falder omkuld på græsset.
Herefter tager gerningsmanden Oswald og løber væk fra stedet.
- Gerningsmanden løber fra stedet ad et stisystem mod Østergade, som er et ældre villakvarter, siger Jens Møller Pedersen, der er politikommissær ved Efterforskningscenter Nord.
Læs også
Her tirsdag er hunden stadig ikke dukket op.
- Man kan håbe på, at at han tager mod til sig og afleverer den tilbage, siger Jens Møller Pedersen.
Har ikke hørt om noget lignende
Han har ingen ide om, hvad motivet kan være til, at Oswald blev stjålet.
- Om det er en pludselig indskydelse skal være usagt. Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke huske, at jeg har hørt om sådan noget før, siger Jens Møller Pedersen.
Sydøstjyllands Politi betragter episoden som et røveri, idet ejeren blev skubbet omkuld.
Hvis du var omkring gerningsstedet eller omkring Østergade i Horsens mandag først på aftenen, hører Sydøstjyllands Politi gerne fra dig.
Politiet kan kontaktes på telefon 114.
Signalement af gerningsmanden
Han er 180-185 centimeter høj og var iført lyse cowboybukser og en lys grå hættetræje med hætten over hovedet.