Hundehvalpe er forsvundet
Politiet ved ikke, om de er stjålet eller er stukket af efter tyveri
Seks hunde er fredag aften eller lørdag nat forsvundet fra et hjem i Horsens.
Det oplyser vagtchef Lars Grønlund fra Sydøstjyllands Politi.
Hundene er alle af racen engelsk bulldog. Den ene er en voksen hund, en tæve, som er moder til fem hvalpe.
Ifølge politiet forsvandt hundene i forbindelse med et indbrud i en villa på Borgmestervej i Horsens. Tyven eller tyvene fik adgang til huset ved at bryde en kælderdør op:
- Det er ikke til at sige, om de (hundene, red.) er stjålet eller forsvundet i forbindelse med indbruddet, siger vagtchef Lars Grønlund til tv2oj.dk.
Udover hundene blev der også stjålet en radio og en kaffemaskine:
- Når man ser på de koster, som tyvene ellers har taget, så virker det ikke som om, at de er gået målrettet efter hundene. Det virker ikke særligt struktureret, siger vagtchefen.
De forsvundne hunde er sorte med hvide aftegninger. Tre af hvalpene er tæver og to er hanner.
Hundene er stjålet mellem klokken 20.00 fredag aften og klokken 1.35 lørdag nat.
Hvis man har oplysninger omkring hundene kan man henvende sig til Sydøstjyllands Politi på tlf. 114.