Hundefører vinder DM

Fejrede sejr med kødben og champagne

07:23

1 af 2

Da Claus Kusk Mortensen for tre år siden fik sin schæferhvalp Uso, havde han aldrig drømt om, at hans firbenede ven en dag ville føre ham til en DM-titel.

Claus Kusk Mortensen er medlem af Silkeborg Politihundeforening og arbejder til daglig på Forsvarets hundetræningscenter i Karup, hvor han sammen med Uso lever af at træne andre hunde.

I weekenden var makkerparret så til Dansk Politihundeforenings danmarksmesterskab, og her gik det bedre, end nogen kunne forvente.

Claus Kusk Mortensen og Uso gik hele vejen i kategorien Kriminalklassen og tog dermed titlen hjem til Silkeborg. Det er første gang i 40 år, at en hund fra Silkeborg Politihundeforening har vundet en DM-titel.

- Det er så stort. Det er det, vi altid har trænet henimod. Jeg har ikke helt fattet det, siger Claus Kusk Mortensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Slikkede champagne

Silkeborg Politihundeforening er en civil hundeforening, hvor privatpersoner har mulighed for at træne deres hunde samme discipliner som politihunde.

Claus Kusk Mortensen og Uso havde derfor en lille fordel i og med, at Uso er en tjenestehund i Forsvaret, men til gengæld kæmpede den også imod trænede politihunde. Der var derfor en god belønning, da den to dage lange konkurrence var ovre:

- Han fik et kæmpe kødben, og så slikkede han også lidt champagne af mit tøj, siger Claus Kusk Mortensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Ifølge Claus Kusk Mortensen skyldes det gode resultat benhårdt arbejde.

- Det handler om at have en god hund, men også gode træningskammerater i klubben, forklarer han.

TV 2 | ØSTJYLLAND besøgte for to år siden Claus Kusk Mortensen og Uso, da Uso bare var en fire måneder gammel hvalp.

Du kan se eller gense tv-indslaget øverst på siden.