Hunde nægtet adgang
Men de Blå Flag bliver
Hunde må ikke bade i vandet de steder, hvor der er Blå Flag på stranden.
Selvom sommergæster med hunde fremover må finde andre strande, så vil turisterhvervene på Djursland ikke undvære de Blå Flag, der signalerer, at bade vandet er i top.
Men reglen om, at hundene ikke må tage en dukkert i sommervarmen vækker undring.
- Jeg synes, det er lidt trist. Hvis der ikke er nogen på stranden, så synes jeg, at det kunne være fint, hvis jeg kunne have hunden med ud i vandet, og at ungerne kan have den med ud, siger Inge-Merete Ørntoft, der er hundeejer.
Og hun er ikke den eneste.
- Jeg synes ikke om det. Jeg synes, at de skal have lov til at bade, hvor de vil, siger Vibeke Schandorff.
Se: Ingen Blå Flag i Silkeborg
Men regler er regler, og de skal følges.
- Jeg synes, det er lidt ude af proportioner, men det er nu en gang nogle regler, der er blevet vedtaget, og så kan man sige, at så må alle leve efter dem. Umiddelbart har jeg aldrig hørt om nogle hunde, der synes, det er sjovt at gøre det i vandet, men derimod på land, men det må der være nogle klogere folk end mig, der har fundet ud af, siger Flemming Rasmussen, der er turistdirektør i VisitDjursland.
Han mener ikke, at man nu skal pille de Blå Flag ned.
Det er Friluftsrådet, der står bag de Blå Flag, og ifølge dem, er det ikke de danske hunde, som er årsag til reglen.
- Jeg tror, at du skal se det i det perspektiv, at sundhedstilstanden hos hunde i andre lande ikke nødvendigvis er lige så god som i Danmark, siger Anker Madsen, der er leder i den politiske afdeling i Friluftsrådet.
Du kan se mere om sagen i indslaget over artiklen.