Hunde døde under gårdbrand

To hunde døde tidligt fredag morgen under brand på et nedlagt landbrug på Djursland. To længer nedbrændte.

Brandvæsenet rykkede ved halv fem-tiden fredag morgen ud til en brand på en gård ved Mørke på Djursland.

Ifølge Østjyllands Politi var to af længerne på det nedlagte landbrug overtændte, da den første patruljevogn ankom til stedet.

Begge længer udbrændte, og i forbindelse med branden døde to af gårdens hunde. Ingen personer kom dog til skade.

Ifølge politiet gennemførte brandvæsenet 'et større slukningsarbejde' på gården, der ligger på adressen Gl. Landevej 17 i landsbyen Bendstrup.

Landevejen var afspærret, mens slukningsarbejdet stod på.